Anbefalinger: Bøger om fodbold

Profilbillede
dato

I lyset af afviklingen af EM i fodbold, inspirerer Mie fra Hammel Bibliotek til gode fodboldfortællinger.

Lige nu afvikles EM i fodbold med et års forsinkelse. Herunder finder du et udvalg af Favrskov Bibliotekernes nyere bøger om fodbold, som man kan læse, når fodboldkampene ikke er på skærmen.

Landstræneren

Denne bog er en biografi af Kasper Hjulmand. Forfatteren er journalist og har fulgt Danmarks nye landstræner, Kasper Hjulmand, på tæt hold gennem tre år. Det er dermed fra før den noget overraskende udnævnelse var en realitet. Denne bog giver muligheden for at lære manden, der aldrig selv har spillet på landsholdet, bedre at kende. Han blev fodboldinvalid som 26-årig. I bogen hører man om tiden op til Hjulmands ansættelse som landstræner, om hans barndom på Djursland og hans filosofiske idéer om fodbold, om at være træner for FC Nordsjælland og i Mainz. Kasper Hjulmand portrætteres som et eftertænksomt menneske, der tvivler på sig selv. Han erkender, at han kan være vanskelig at have at gøre med. Hjulmand har det nemlig bedst, når han får sin vilje. Bogen er ikke kun et portræt af et menneske. Den giver et velskrevet indblik i en global fodboldindustri og skaber håb om en bedre fodboldfremtid.

Kasper Hjulmand – fodbolddrømmer. Af Morten Glinvad

EM’s historie

Dette er en fagbog om EM i fodbold. Bogen går tilbage til 1960, hvor der blev afviklet en cup-turnering og de sidste fire hold spillede slutrunde i Frankrig. Sovjetunionen blev den første europamester med sejr i finalen over Jugoslavien. Bogen giver et indblik i den europæiske fodboldhistorie. Der fortælles om de 15 slutrunder i EM i fodbold fra 1960 til 2016. Forfatteren er selv stor fodboldfan og fortæller med begejstring om slutrunderne, hvor den dansk deltagelse er i fokus. Derudover er der fokus på sporten generelt samt dominerende spillere. Dog er der også plads til at fortælle om alt det uden for banen, herunder politiske skandaler. 

EM - med mere : fodbold, storpolitik og røverhistorier fra 15 slutrunder gennem seks årtier i et foranderligt Europa. Af Jesper Harborg

Store kampe set i bakspejlet

Dette er en fagbog. ”Kan du sætte nogle ord på hvad du følte, da du scorede det afgørende mål?”. Måske kommer du til at krumme tæer over sportsjournalisternes spørgsmål til spillerne efter kampen. Denne bog udfolder kendte spilleres egne oplevelser af den kamp, de selv husker som den bedste kamp. Bogen indeholder al fra ikoniske øjeblikke af store kampe, som alle fodboldelskere kender, men også mindre kampe, som mange har fortrængt. Begge slags historier fortæller om interessante oplevelser, og historierne er set fra spillernes personlige oplevelser. Hvis man ikke orker at læse sig igennem en hel fodboldbiografi får man her i kortfattet form et indblik i forskellige spilleres karrierer. Bogen er lavet ud fra interviews med 30 danske fodboldstjerner samt den tidligere landstræner Sepp Piontek. Spændet går fra Danmark-Brasilien ved OL i 1972, fortalt af Per Røntved, til VM-kampen Kroatien-Danmark i 2018, fortalt af Mathias Zanka Jørgensen. 

Find mere inspiration her på Favrskov Bibliotekernes hjemmeside.

Kilde: Redaktionen