Den 1. juli 2026 starter byggeriet af et nyt, stort idrætsanlæg i Søften. Hvis tidsplanen holder, kan kunstgræsbanen tages i brug allerede ved udgangen af året.
Etableringen af det nye idrætsanlæg i Søften har været under planlægning i mere end ti år, men nu begyndes arbejdet endelig. Favrskov Kommune og Søften Gymnastikforening (SGF) tager i fællesskab første spadestik onsdag den 1. juli. Byrådet har prioriteret projektet højt, men især regler omkring etablering af kunstgræsbaner har givet udfordringer undervejs. Kommunen har derfor arbejdet på at ændre støjkravene, så anlægget kan opføres tæt på de aktive brugere i byen.
Når anlægsarbejdet står færdigt, vil det nye anlæg omfatte halvanden kunstgræsbane, fire græsbaner, tre tennisbaner, parkeringspladser samt et fælles klubhus. Kunstgræsbanerne og tennisbanerne forventes klar til brug i slutningen af 2026. Byggearbejdet med klubhuset er udskudt, da SGF ønsker at indsamle flere midler med målet om at kunne bygge et større klubhus end det nuværende budget på 9,8 millioner kroner fra Favrskov Kommune rækker til. Klubhusset forventes derfor først klar i begyndelsen af 2028.
SGF har været drivende i processen, og både nuværende og tidligere formænd udtrykker stor glæde over, at idrætslivet i Søften får et markant løft med de nye faciliteter. Kommunen og foreningerne inviterer samtidig alle interesserede til spadestiks-fejring den 1. juli 2026 kl. 14-16 på området syd for Engdalsvej.
Yderligere oplysninger kan fås hos følgende kontaktpersoner:
Lars Storgaard, borgmester, Favrskov Kommune, 24 24 32 77
Thomas Bak, formand, SGF Fodbold, 22 11 30 01
Christian Neve, formand, SGF Tennis, 24 47 76 80
Jan Kallestrup, kommunaldirektør, Favrskov Kommune, 24 24 68 21
https://favrskov.dk/nyheder/nyt-idraetsanlaeg-i-soeften-nu-gaar-vi-i-gang