Hinnerup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Færdselsindsats med fokus på spiritus- og narkokørsel
Østjyllands Politis færdselsafdeling gennemførte fredag eftermiddag og aften spiritus- og narkokontrol flere steder i politikredsen. Færdselsbetjentene kom undervejs forbi flere byer; Hornslet, Hadsten, Hinnerup, Randers samt Aarhus og omegn.
Det blev kun til en enkelt sigtelse for spirituskørsel, men der var promillen til gengæld også så høj, at bilen blev beslaglagt. Det var fredag kl. 21.23, at en af færdselspatruljerne spottede en bil, der blev ført slingrende og usikkert ad Viborgvej i Randers NV.
Bilen blev standset, og betjentene tog kontakt til den 33-årige kvinde, der sad bag rattet. Hun virkede tydeligt beruset, og det blev da også bekræftet ved en alkometertest, der afslørede, at kvinden havde en promille over 2,00. En anden færdselspatrulje blev kaldt til stedet for at lave endnu en alkometertest med et andet alkometer, men resultatet var det samme – faktisk var promillen stigende.
Kvinden blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Hun blev herefter kørt til hospitalet for at få taget en blodprøve, der skal fastslå den nøjagtige promille. Da kvindens promille var over 2,00 blev hendes bil beslaglagt med henblik på konfiskation, og hun fik administrativt inddraget førerretten.
Indsatsen gav sammenlagt 34 sager:
- 1 x spirituskørsel samt beslaglæggelse af personbil på grund af promille over 2,00
- 1 x kørsel frem for rødt lys på stor knallert
- 1 x kørsel imod ensretning i personbil
- 1 x manglende sikkerhedssele
- 1 x fejl og mangler, bil
- 1 x U-vending over spærreflade
- 2 x hastighed til klip, byzone, personbil
- 1 x hastighed betinget, personbil
- 5 x sag for overtrædelse af regler om godstransport
- 1 x håndholdt mobiltelefon
- 18 x andre færdselslovsovertrædelser
**
Brand på Lokalcenter
Natten til mandag kl. 01.33 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var udbrudt brand på Lokalcenter Havkær på Mosealléen i Tilst. Branden var opstået i en af beboernes lejligheder, der havde fået en del sodskader, ligesom en terrasserude var blevet knust – formentlig på grund af varmen fra ilden. Der var ikke nogen personer i lejligheden, og brandvæsnet havde fået slukket branden, da politiet ankom til stedet.
14 beboere var blevet evakueret fra den bygning, hvor branden var opstået. Tre af dem blev kørt til hospitalet for at blive tjekket for røgforgiftning, men de havde det umiddelbart fint og kan formentlig komme hjem igen senere i dag.
Politiets brandteknikere skal i løbet af ugen undersøge lejligheden nærmere med henblik på at få afklaret, hvordan branden opstod.
**
Hashhandler anholdt efter godt tip
En opmærksom borger kontaktede søndag kl. 18.25 politiet og fortalte, at han netop havde set en kvinde gå og sælge stoffer i hans kvarter på Nattergalvej i Randers C.
En patrulje kørte til stedet og observerede lidt på afstand og kort efter deres ankomst, kunne de se den omtalte kvinde give en sølvpapirskugle til en mand, som gav hende en pengeseddel retur.
Da betjentene gav sig til kende og gik hen mod kvinden og manden, smed manden hastigt sølvpapirskuglen fra sig. Det viste sig, at der var hash i kuglen, og den 42-årige mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Kvinden blev visiteret, og da hun havde en del sølvpapirskugler med hash på sig, blev hun anholdt og sigtet for salg af stoffer. Efterfølgende blev kvindens lejlighed i Randers C ransaget, og her fandt politiet flere poser med hash og nogle tusinde kroner i kontanter. Både stoffer og penge blev beslaglagt.
**
Anholdt for narkokørsel – havde falsk handicapskilt i bilen
En patrulje standsede søndag kl. 16.20 en bil på Mariagervej i Randers NV med en 49-årig mand bag rattet.
Da den 49-årige virkede påvirket af stoffer, foretog betjentene en narkometertest på manden, og da den indikerede, at han var narkopåvirket, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel.
Under den efterfølgende ransagning af bilen, fandt betjentene et forfalsket handicapskilt, som bl.a. bruges ved parkering. Skiltet blev beslaglagt, og den 49-årige blev sigtet for dokumentfalsk.
**
Aggressiv mand anholdt efter uro på McDonald’s
Personalet på McDonald’s på Telefontorvet i Aarhus C kontaktede natten til mandag kl. 00.20 politiet og fortalte, at en aggressiv og højtråbende kunde nægtede at forlade restauranten.
En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 54-årig beruset mand, som sad ved et bord i restauranten. Han nægtede fortsat at gå derfra, og han ville heller ikke oplyse betjentene om hans navn og fødselsdato.
Trods flere forsøg på at tale manden til fornuft, nægtede han at samarbejde, og til sidst blev han anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen og for ikke at ville oplyse sit navn til politiet.
På politistationen lykkedes det at finde ud af, hvem manden var, da betjentene fandt noget ID i hans pung.
**
Mindre brand i lejlighed på plejecenter
Søndag omkring kl. 22.35 opdagede personalet på et plejecenter på Vestergade i Randers C, at der var brand i et af beboernes hjem.
Et par medarbejdere fik hurtigt hjulpet beboeren ud og fik slukket branden ved hjælp af et brandtæppe.
Da brandvæsnet kom frem, var der ikke længere ild i hjemmet, og der var umiddelbart kun sket mindre materiel skade. Ingen personer kom umiddelbart noget til.
Brandårsagen er endnu uvist, men noget tyder på, at branden kan være opstået i forbindelse med rygning.
**
Standsede bil og fandt kokain
En patrulje fik natten til mandag kl. 2.38 mistanke til to mænd i en bil på Jægergårdsgade i Aarhus C. Betjentene dirigerede bilen ind til siden og tog kontakt til de to 24-årige mænd, som sad i den.
Da patruljen havde mistanke til, at de havde stoffer på sig, blev begge visiteret, og bilen blev ransaget. I den ene mands lomme fandt betjentene en pose med en mindre mængde kokain, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Bil stjålet i Hornslet
Søndag morgen kl. 6.53 anmeldte en borger i Hornslet, at hun havde fået stjålet sin bil, mens den holdt på hendes adresse på Karl Algreen Møllers Vej. Tyveriet var sket om natten, men blev først opdaget om morgenen.
Bilen blev kort efter anmeldelsen fundet på en vej i Risskov, men der var ingen personer i eller i nærheden af bilen. En patrulje sikrede spor i bilen, og sagen undersøges nu nærmere.
**
Havde hash i lommen
En 26-årig mand blev søndag kl. 16.05 standset i en rutinekontrol af en patrulje på Gudrunsvej i Brabrand. Patruljen dirigerede mandens bil ind til siden, og da betjentene kom hen til bilen, kunne de lugte hash.
Derfor blev bilen ransaget, og den 26-årige visiteret. I bilistens lomme fandt betjentene en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Brand i køleskab i Sall
Politi og brandvæsen rykkede søndag kl. 23.43 ud til en mindre brand i en lagerbygning på Sallvej i Sall ved Hammel.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der var opstået i et køleskab. Ilden havde ikke nået at brede sig i større omfang, og ingen personer eller dyr kom umiddelbart noget til ved branden.
**
Færdsel
Søndag kl. 6.49 skete der et færdselsuheld i krydset Jyllands Allé/Skovbrynet i Viby J. En 58-årig mandlig bilist kørte op over et helleanlæg og ramte ind i et skilt. Han kom umiddelbart ikke til skade ved uheldet. Den 58-årige blev sigtet for manglende agtpågivenhed.
Søndag kl. 19.05 skete der et færdselsuheld på Møgelbjergparken i Grenaa. En 27-årig mand mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i en lygtepæl, der væltede. Et vidne til uheldet kontaktede politiet, da bilisten ikke blev på stedet. En patrulje fandt frem til den 27-årige, der blev sigtet for at have stukket af fra et færdselsuheld.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Djursvej i Randers SV begået mellem lørdag d. 11/12 kl. 20.20 og søndag d. 12/12 kl. 04.00
- På Hobrovej i Randers C begået lørdag d. 11/12 kl. 23.00 og søndag d. 12/12 kl. 11.30
- På Skæring Hedevej i Egå begået mellem fredag d. 10/12 kl. 15.00 og søndag d. 12/12 kl. 16.30