Favrskov Kommune placerer sig i toppen, når det gælder borgernes tilfredshed med kommunens drift. Det fremgår af en ny Epinion-undersøgelse blandt over 100.000 danskere – den største meningsmåling, der nogensinde er gennemført i Danmark.
I Favrskov angiver 53 procent af borgerne, at de er tilfredse med den måde, kommunen er blevet drevet på siden kommunalvalget. Dette er væsentligt over landsgennemsnittet, der ligger på 41 procent, og Favrskov har dermed den 7. højeste score blandt landets 98 kommuner. Samtidig er det kun 9 procent af kommunens borgere, der oplyser at være utilfredse med kommunens drift, hvilket er den laveste andel i hele landet.
Undersøgelsen fremhæver også borgernes tilfredshed med de lokale kommunalpolitikere. 54 procent af de adspurgte i Favrskov udtrykker generel tillid til de valgte kommunalpolitikere, hvor landsgennemsnittet er 44 procent. Desuden mener hele 65 procent af borgerne, at politikerne gør et godt stykke arbejde, hvilket igen er et pænt stykke over landsgennemsnittet på 52 procent.
Endelig viser undersøgelsen, at 85 procent af borgerne i Favrskov er tilfredse med at bo i kommunen, hvilket også ligger over det nationale gennemsnit.
Læs mere om undersøgelsen på Constructive Institutes hjemmeside: https://constructiveinstitute.org/dit-valg-vores-danmark/
https://favrskov.dk/nyheder/mange-tilfredse-borgere-i-favrskov-kommune