I forbindelse med projektet og biodiversitetsplanen “Vild med Favrskov” inspirerer Mie fra Hammel bibliotek til læsning om biodiversitet i grøftekanten.
Bonus information: Husk at du fortsat kan bestille en mulepose med frø til afhentning på dit lokale bibliotek.
Herunder finder du 3 gode titler, der indbyder til inspiration om det vilde blomsterflor.
Lille valmue. Af Guido van Genechten:
“Lille valmue” er en billedbog, som man bliver glad af at læse. Den er god for børn, som er interesseret i at høre og lære mere om naturens sammenhæng. Smukke og levende billeder af flotte blomstermarker, som står smukt på både forsiden og siderne inde i billedbogen. Historien i bogen omhandler den lille valmue, som fortæller sin historie fra frø til blomst. I starten er valmuen blot et frø, der slår rødder på det sted, hvor vinden har ført den hen. Valmuen suger solen til sig, og det får valmuen til at vokse sig større, og langsomt åbner den sine kronblade. Valmuen ser sin mor, sin far og søskende og alle de andre blomster, den er omgivet af. Den lille valmue spørger sin mor, hvorfor blomster eksisterer. Moderens forklaring fortælles på en poetisk og interessant måde. Hun fortæller hvordan naturens elementer afhænger af hinanden. Historien er smuk, nærværende og indlevende med nogle smukke billeder.
Floras blomsterbog. Af Signe Wenneberg:
Denne bog er en fagbog. Det er en kendt haveskribent, som inspirerer både store børn og voksne i familien til at blive inspireret til at dyrke og lære de vilde blomster både i haven og naturen at kende. Fagbogen kommer bredt omkring flere emner inden for blomster-kategorien. Det spænder fra alt lige fra Flora Danica og Carl von Linné til blomstersprog, ”frøbomber” og blomsterbilleder på Instagram. Ét af kapitlerne omhandler at købe og så frø. Derefter kommer en blomsterliste. Ét af kapitlerne handler om tilplantning af staudebedet. Læseren hører også om spiselige og giftige blomster, bier og sommerfugle.
Forfatteren engagement skinner tydeligt igennem bogen, og teksten er suppleret med smukke billeder og tegninger. Derudover er der faktabokse, bestyret af katten Flora, citater og et par digte af Helge Rode og Tove Ditlevsen. Bogen byder altså på meget varieret indhold, hvilket gør den rigtig spændende.
Historien om Flora Danica. Af Henning Knudsen:
Denne bog er en fagbog, der fortæller historien om bogværket Flora Danica. Det handler om væsentlige personer omkring værket og om centrale begivenheder i perioden 1760-1880. Hertil 253 af det originale værks omkring 3.240 tavler med artsbeskrivelser præsenteret opdelt i forskellige grupper som snapseplanter, giftplanter og ukrudt. Flora Danica er for mange ofte forbundet synonymt med det dyrebare og bedårende Flora Danica-stel. Stellet er fortsat i produktion, men priserne på stellet er rigtige høje. Det originale stel findes stadig og bliver blandt andet brugt til fine middage i kongehuset. Inspirationen til stellet er verdens største floraværk, et meget ambitiøst foretagende støttet af hele seks kongers gavmildhed og efter en omfattende indsats af indsamlerne. De har sejlet, reddet, gået og klatret for at nå ud i alle rigets afkroge.
Ovenstående anbefalinger er fra Mie Henriksen fra Hammel Bibliotek.
Du kan finde mere inspiration til læsning lige her.