Fire unge sigtet for røveri i Hinnerup fremstilles i grundlovsforhør

dato

Fire unge mænd i alderen 15-17 år fremstilles i dag kl. 13.00 i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi sigter dem for at have begået et røveri ved en privat ejendom i Hinnerup.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om røveriet natten til torsdag kl. 02.30, kort tid efter at røveriet havde fundet sted. De fire maskerede gerningsmænd knuste en rude i hoveddøren for at skaffe sig adgang til boligen, hvor de truede en 55-årig mandlig beboer med blandt andet en kniv for at få udleveret nøglerne til en bil, der holdt parkeret udenfor.

Efter røveriet løb gerningsmændene væk fra stedet. Flere patruljer blev sendt til adressen, og bilen blev fundet ikke langt fra huset med dørene åbne. En patrulje fik øje på to personer, der passede på signalementet af de mulige gerningsmænd. De to, en 15-årig og en 17-årig, blev anholdt kl. 02.52 og sigtet for røveri. Under visitering blev de fundet i besiddelse af en lommelygte, handsker og maskering.

En tredje formodet gerningsmand på 16 år blev anholdt kl. 03.02, og den sidste 15-årige formodede gerningsmand blev anholdt kl. 03.12. De sociale myndigheder er blevet underrettet om episoden.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har anmodet om lukkede døre til grundlovsforhøret af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.

Kilde: Østjyllands Politi