Flere skoler får millioner af kroner til lege- og læringsmiljøer

Foto: Redaktionen.
Profilbillede
dato

Ti skoler i Favrskov Kommune står til at modtage 3,4 millioner kroner. Med disse millioner har Børne- og Skoleudvalget igangsat udviklingen af lege- og læringsmiljøer. 

Skolerne i Favrskov Kommune har budt ind med forskellige projekter, som de er interesserede i. Børne- og Skoleudvalget har netop fordelt de 3,4 millioner kroner til indsatser på de ti skoler, og på Hadsten Skole er indsatserne så småt påbegyndt.

Indskolingsleder Simon Jon Antonsen på Hadsten Skole er frontperson på skolens projekt, som omhandler fleksible læringsmiljøer. De fleksible læringsmiljøer er nu synlige flere steder på skolen.

I indskolingen på Hadsten Skole har lærerne og pædagogerne gennem en længere periode benyttet specialpædagogiske tilgange. Der er fokus på at skabe fælles rammer, hvor der er plads til forskellige læringsmetoder, som skal afspejle elevernes forskellige behov. 

Den nye indsats og pengene som skal styrke lege- og læringsmiljøer på skolerne kommer til at gøre den praksis som lærerne og pædagogerne allerede udøver hver dag i klasserne stærkere. 

Hadsten Skole igangsætter processen om fleksible læringsmiljøer efter sommerferien. Der kommer blandt andet til at blive bestilt nye møbler til skolen og skolens mange klasseværelser.

Flere skoler i Favrskov Kommune havde ansøgt Børne- og Skoleudvalget om 4,31 millioner kroner, men det endelige beløb fra udvalget lyder altså på 3,4 millioner kroner, som går til projekter på ti skoler. I efteråret 2021 kan skolerne igen ansøge penge fra udvalget.

Følgende skoler har budt ind med projekter og fået penge: Bavnehøjskolen, Hadbjerg Skole, Hadsten Skole, Haldum-Hinnerup Skolen, Præstemarkskolen, Skovvangskolen, Søndervangskolen, Tungelundskolen, Ulstrup Skole og Østervangskolen.

Kilde: Redaktionen