Eleverne fra 3. klasse på Korsholm Skole i Hinnerup har prøvet deres håndværkerevner af.
Eleverne var på besøg på Aarhus TECH, hvor de skulle give sig i kast med at bygge et modelhus af træ. Besøget er en del af projektet “Byg et hus”.
Eleverne er på besøg én dag i 3., 4., 5., og 6. klasse og prøver forskellige fag af: Tømrer, murer, maler og elektriker.
Tobias V. Kristensen fra 3. klasse er glad for besøget:
“Det er sjovt, og jeg kan godt lide at lave noget med hænderne. Jeg vil gerne være opfinder eller håndværker, når jeg bliver stor. Eller måske kan jeg blive begge dele!”, siger han ifølge kommunens pressemeddelelse.
Hans klasselærer, Thomas Egelund, har også lagt mærke til, at eleverne får øjnene op for at de mange muligheder ved at kunne et håndværk.
“Nogle af drengene bliver klart motiverede af det, og de har en fed dag. Der er meget med at måle, dele og finde rette vinkler, og i de større klasser bliver det så mere kompliceret. Det er godt og udviklende, at klassen får de her fælles oplevelser, kommer ud af huset og møder nye udfordringer og nye undervisere”, siger Thomas Egelund.
Alle folkeskoler i Favrskov Kommune er med i ’Byg i hus’. Det sker i samarbejde med Aarhus TECH eller Tradium.