Hinnerup er plaget af hærværk

HOG Fodbold har været plaget af graffiti-hærværk og svineri gennem længere tid.
Profilbillede
dato

Hinnerup og nabobyen Søften har i den seneste tid lagt ryg til hærværk, som sker igen og igen. 

Det er Rønbækskolen, Præstemarkskolen og HOGs klubhus, som er blevet udsat for hærværk. 

HOG Hinnerups omklædningsrum blev overmalet med graffiti, og Rønbækskolen og Præstemarkskolen i Søften har fået malet graffiti og smadret ruder. Det fortæller Magnus Nielsen, HOG Fodbold, og Jan Holm Pedersen fra Favrskov Kommunes ejendomscenter. 

Fodboldklubben HOG Fodbold har været udsat for graffiti-hærværk og henkastet affald i en længere periode. 

“Der er graffiti over det hele, og vi finder poser med hashrester og snus, cigaretpakker, øldåser og smadrede flasker, jeg må feje væk en gang om ugen. Det er drønirriterende”, fortæller han til Lokalavisen Favrskov. 

Det er dyrt at fjerne graffitien, som Rønbækskolen bl.a. har været plaget af, fortæller Jan Holm Pedersen, der er teamkoordinator for Team SydØst, Ejendomscentret i Favrskov Kommune. 

Et firma skal nu ind og bruge specialudstyr til at rense malingen af skolens mursten, og det kommer til at koste ca. 20.000 kroner. 

Hærværket i fodboldklubben og på de to skoler er meldt til politiet. Magnus Nielsen efterlyser lokale borgere, der kan hjælpe med oplysninger, så der sættes en stopper for hærværket.

Kilde: Lokalavisen Favrskov