Kaffebaren i Hinnerup fortsætter med at servere god kaffe

Lotte Fisker fra Hinnerup overtager Kaffebaren Hinnerup.
Profilbillede
dato

Så er der gode nyheder til de kaffeelskende i Hinnerup: Kaffebaren Hinnerup fortsætter med at være åben, efter at en ny ejer har overtaget forretningen. 

De tidligere ejere af kaffebaren på Jernbanegade 1 i Hinnerup måtte ellers fortælle i december, at de ville lukke. Det udløste kommentarer fra triste følgere på Facebook, som ikke ville undvære et hyggeligt besøg med bl.a. god kaffe, toast og hyggelige koncerter. 

Heldigvis overtager Lotte Fisker fra Hinnerup kaffebaren. Hun er klar til at drive kaffebaren videre, fortæller de tidligere ejere, Kim og Jon, i et opslag på Facebook. 

Opslaget udløste en masse glade kommentarer fra de lokale i Hinnerup, og der var også en opfordring fra Hinnerup-borger, Allan Persson, om at bakke op om de lokale forretninger: 

“Først og fremmest et kæmpe skulderklap til Kim & Jon for at etablere og lykkes med så lille en butik med så spinkelt kundegrundlag som både butikstype og vores by er. Hernæst en ros (og opmærksomhed) til borgere i vores område om at vores penge er magt og bestemmer, hvad der overlever og ikke gør. Så uanset om det er den lille lokale planteskole Fuchsiahaven.dk, Kaffebaren Hinnerup eller en anden (lille) lokal butik, så er de dybt afhængige af at vi støtter dem hver gang vi handler den type varer for at overleve.”

Lotte vil fremover overtage Hinnerup Kaffebarens facebookside og instagramprofil – følg med her.

Kilde: Facebook // "8382 Hinnerup"