Når Klimauger i Favrskov Kommune afholdes i april, skaber ni landsbyer rammen om klimavenlige fællesspisninger, hvor sæsonens og lokale råvarer samt overskudsmad er i centrum. Arrangementerne finder sted fra 21. til 23. april i Hadbjerg, Thorsø, Vissing, Selling, Farre, Nr. Galten, Røgen, Svenstrup og Tinning. Det er gratis at deltage.
En nyhed i år er en digital fællesskål, hvor deltagere i de byer, der spiser samtidig, får mulighed for at løfte glassene sammen online. Formålet er at styrke følelsen af fællesskab på tværs af hele kommunen og understrege, at klimahandling vokser, når det sker i fællesskab.
I Nr. Galten oplever arrangørerne fortsat stor opbakning, og forsamlingshuset er med i fællesspisningerne for andet år i træk. Før selve fællesspisningen åbner landsbyen dørene til en pop-up Repair Café fra kl. 15.00, hvor frivillige fra Repaircaféen i Hadsten hjælper med reparation af ting og inspirerer til at gøre det selv fremover. Umiddelbart efter spisningen fortæller ingeniør Poul Dürr Pedersen fra Erslev om de nye vindmøller i Hallendrup med særligt fokus på vingedesign, baseret på hans erfaring fra Vestas.
Menuerne varierer mellem landsbyerne. I Pavillonen i Thorsø serveres for eksempel kyllingegryde med linser og bønner, mens andre steder fremtrylles retterne af overskudsmad fra lokale supermarkeder som i Tinning. Fælles for alle ni fællesspisninger er et engagement i frivillighed, lokale råvarer, bæredygtige løsninger og klimafællesskab.
Tilmelding foregår lokalt i hver enkelt landsby efter først-til-mølle-princippet, da der er et begrænset antal pladser i forsamlingshusene. Kontaktoplysninger kan findes på landsbyernes egne opslag og via Favrskov Kommunes informationskanaler.