En patrulje opdagede natten til fredag kl. 04.00 tre drenge på en knallert på Århusvej i Hinnerup, og da det var to for mange, tændte betjentene udrykningssignalerne for at få dem til at holde ind.
Føreren af knallerten ignorerede politibilens blink og kørte ind ad et stisystem ved Århusvej/Engdalsvej, hvor patruljen ikke kunne følge efter.
Betjentene havde dog en god idé om, hvem føreren af knallerten var, og kørte derfor til en adresse i lokalområdet, hvor en 15-årig dreng bor. Han kom kort efter gående til stedet, og da betjentene kunne genkende ham som føreren af knallerten, blev han sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at have kørt med passagerer bagpå.
Han viste velvilligt betjentene, hvor han havde stillet knallerten, og da patruljen mistænkte, at den var tunet, blev den beslaglagt til nærmere undersøgelse.
Den 15-årige blev også sigtet for konstruktiv ændring af knallerten, og hans forældre blev kontaktet.
**
Knallert beslaglagt – 15-årig sigtet
Kilde: Østjyllands Politi