Hinnerup Gymnastik kan en uges tid før sæsonstarten den 30. august melde ”udsolgt” for adskillige hold. Nogle hold har venteliste, så man kan være heldig at få en plads, hvis nogen melder fra. Andre hold har kun få ledige pladser tilbage.
Så det er en god idé at rubbe neglene, hvis man gerne vil have lidt bevægelse i kroppen i efteråret.
Mor/Far og Barn er populært
De mest udsolgte hold er Mor/Far og Barn-gymnastik. Her kan man tilmelde sig på ventelisten.
Disse populære hold handler om en times sjov og ballade voksne og børn sammen. Der bliver leget, trampet, hoppet og danset. For eksempel kan man opleve at være vilde dyr i junglen. Og selvfølgelig bliver der også løbet en del.
Hvad kan man vinde?
Mor/Far og Barn er ikke en konkurrencesport. Hovedformålet er at have det sjovt med bevægelse sammen. Man lærer nogle af gymnastikredskaberne at kende, og først og fremmest får man god, sund legetid sammen i familien. Hinnerup Gymnastik lover også, at der bliver leget med bolde, ærteposer og faldskærme.
Børnene skal udfordres på et passende niveau, så de udvikler sig og har det sjovt.