Hvis man ejer en bil, kender man besværet med dækskift, afgifter, værkstedsbesøg, finansiering og syn. Forestil dig nu, at du skulle holde styr på 150 biler, som kører i komplekse mønstre på kryds og tværs af kommunen samtidigt. Det er netop den opgave, Kasper Brath Laursen har overtaget, da han tiltrådte som flådeansvarlig for Social og Sundhed i Favrskov Kommune 1. marts 2026. Han administrerer nu driften af Social og Sundheds 150 biler, som benyttes af blandt andre social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, ergoterapeuter og medarbejdere på botilbud. Tidligere stod lederne og medarbejderne selv for dette, men nu er ansvaret samlet ét sted hos Kasper Laursen.
Kasper Laursen har en baggrund som speditør og erfaring fra transportbranchen. Han gør brug af sin systematiske tilgang og sine digitale kompetencer i rollen som flådeansvarlig. En vigtig del af arbejdet foregår i digitale værktøjer, hvor han samler data om bilerne og deres kørsel. Alle biler er udstyret med GPS, hvilket giver et samlet overblik over vognparken og muliggør effektiv planlægning af vedligehold og service. Dermed sikres det, at service og syn ikke overskrides, og at bilernes brug kan optimeres, eksempelvis ved at bytte rundt på biler alt efter brugsbehov, så de bliver udnyttet mest effektivt.
Data spiller en stadigt større rolle i administrationen af kommunens bilflåde. Ved at registrere fejl, reparationer og erfaringer opbygges en solid vidensbank, som Kasper ved hjælp af kunstig intelligens kan analysere. Det styrker beslutningsgrundlaget, forebygger driftsproblemer, optimerer vedligeholdelsen og hjælper med at vælge de rigtige biler til fremtiden.
Kasper Laursen har desuden en central rolle, når der skal investeres i nye biler til kommunen. Han analyserer kørselsmønstre, rækkeviddebehov og medarbejdernes arbejdsgange for at sikre, at vognparken matcher hverdagens opgaver bedst muligt. Medarbejderne inddrages også gennem test og evaluering af nye biltyper, så deres erfaringer og behov er med til at forme fremtidens bilflåde i Favrskov Kommune.
Siden Kasper Laursens tiltrædelse har hovedopgaven været at skabe overblik og system i administrationen af de 150 biler, men blikket er også rettet mod løbende udvikling af flåden. Målet er bedre service, mere effektiv drift og en stærkere understøttelse af medarbejdernes hverdag. Kasper deltager i en erfa-gruppe med 50 andre flådeadministratorer, hvor inspirationen til at videreudvikle området er stor. Det forventes, at der vil ske meget i de kommende år inden for flådestyring i Favrskov Kommune.
https://favrskov.dk/nyheder/kasper-er-ansvarlig-150-biler-er-paa-vejen-hver-dag