Hinnerup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Fremstilling i Retten i Randers kl. 12.00
Østjyllands Politi fremstiller i grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 12.00 en 37-årig mand. Han sigtes for manddrab.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre.
**
Knuste ruder ved letbanestop
En patrulje fra Østjyllands Politi kørte natten til fredag kl. 03.16 til Skejbybakkevej i Aarhus, hvor der var anmeldelse om, at en kvinde var ved at smadre ruder ved et letbanestop med granit-sten.
Patruljen var hurtigt fremme og tog kontakt til en 29-årig kvinde, som stod på skinnerne. På stedet kunne betjentene konstatere, at flere ruder og skærme på infostandere var blevet knust. Kvinden, som virkede konfliktsøgende og udadreagerende, blev anholdt, sigtet for groft hærværk og taget med på politistationen. Da hun havde to køkkenknive i sin taske, blev hun desuden sigtet for overtrædelse af knivloven.
**
Ringede selv efter politiet – havde våben i bil
En 26-årig mand kontaktede torsdag kl. 18.39 Østjyllands Politi, da der var tre personer i hans lejlighed i Viby, som han gerne ville have politiets hjælp til at få ud. En patrulje kørte hurtigt derud, men fandt ingen hjemme. Kort efter kom den 26-årige dog tilbage i sin bil.
Betjentene lagde mærke til, at der i den 26-åriges bil lå et jernrør og besluttede sig derfor for at kigge lidt nærmere på bilen. Her fandt de ud over jernrøret en brødkniv samt et større kontant beløb.
De tre mænd, som den 26-årige havde henvendt sig om, var ikke at se i lejligheden. Den 26-årige blev anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven og knivloven.
**
Mand på cykel standset med hash i lommerne
En patrulje fra Østjyllands Politi standsede torsdag kl. 17.50 en 32-årig mand, som kom cyklende på Nørre Boulevard i Randers. Manden virkede en smule nervøs, og ved nærmere visitation viste det sig, at han havde flere klumper hash i lommerne. Den 32-årige blev derfor sigtet for besiddelse af narko.
**
Standset med narko i bilen
En 19-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 20.05 standset af en patrulje på Hasle Ringvej i Aarhus til en rutinekontrol. Den 19-årige virkede meget nervøs, og der lugtede af hash fra bilens kabine. I bilen fandt betjentene flere salgsposer med hash og skunk samt nogle kontanter. Den 29-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
**
Færdsel
Torsdag kl. 08.11 skete der et færdselsuheld på Skovvej i Hinnerup, da en 61-årig kvindelig bilist ved udkørsel fra rundkørslen overså og påkørte en 35-årig kvinde på cykel. Den 35-årige kom ikke umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.
Torsdag kl. 14.49 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Skejbyvej og Vejlby centervej i Risskov, da en 19-årig kvindelig bilist, som holdt stille i svingbanen for at svinge til venstre, kørte ud foran en 40-årig mandlig bilist, som kom kørende ad Vejlby Centervej, hvorved den 40-årige ramte den 19-åriges bil. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet. Den 19-årige blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
En 38-årig mand blev torsdag kl. 19.38 sigtet for narkokørsel, da han blev standset i krydset mellem Mærsk Andersens Vej og P. Knudsens Vej i Randers. Da den 38-årige tidligere var frakendt kørekortet, blev han desuden sigtet for kørsel uden førerret.
En 28-årig mand blev natten til fredag kl. 01.53 sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset på Spangshusevej i Ørsted på trods af, at han var frakendt førerretten. Den 28-årige blev desuden sigtet for besiddelse af en mindre mængde narko. Bilens ejer, en 23-årig kvinde, blev tildelt en bøde på 2500 kr. for at have lånt den 28-årige bilen uden at sikre sig, at han havde kørekort.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Brobjerg Parkvej i Egå begået torsdag den 21/7 kl. 02.25
På Æblehaven i Risskov begået mellem mandag den 11/7 kl. 12.00 og onsdag den 20/7 kl. 22.30
På Parkvangen i Solbjerg begået fredag den 22/7 kl. 01.15