Østjyllands Politi: Nyt fra Hinnerup - torsdag den 11. juni

dato

Hinnerup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 13.00 en 26-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for forsøg på grov vold mod politiet ved at have affyret et bomberør mod flere betjente under uroligheder i Gellerup i fredags. Derudover sigtes han for grov forstyrrelse af den offentlige orden og for at maskere sig. 

Politiet har i forbindelse med efterforskningen af fredagens uroligheder fået identificeret manden, og patruljerne har de seneste dage ledt efter ham. Onsdag kl. 21.35 opdagede nogle betjente så den 26-årige, der sad i en bil, som blev standset på Gudrunsvej i Brabrand. Den 26-årig løb fra stedet, hoppede over et hegn og forsvandt ind i noget buskads. 

En politihund blev sendt til at lede efter ham, og den fandt ham få minutter efter gemt i en busk. Da han forsøgte at løbe fra hunden, blev han bidt i armen. Han fik efterfølgende en stivkrampevaccination men kom ikke alvorligt til skade. 

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

26-årig mand stukket med kniv

Østjyllands Politi fik natten til torsdag kl. 00.31 en anmeldelse om, at en mand var blevet overfaldet med slag og knivstik af en gruppe mænd i krydset Ormslevvej/Viby Ringvej i Viby. 

Flere patruljer kørte til stedet, hvor de traf en 26-årig mand, som blødte fra flere stik i overkroppen og i den ene balde. Han blev kørt til hospitalet, men slap umiddelbart fra overfaldet med overfladiske skader. 

Ifølge flere vidner løb en gruppe på omkring 7-10 maskerede mænd med hættetrøjer efter den 26-årige, der blev overfaldet med kniv, slået med et bat og udsat for peberspray. Efterfølgende kørte de fra stedet, og den 26-årige søgte hjælp på en tankstation. 

Den 26-årige har ikke ønsket at fortælle yderligere om sagen, men Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til motiv og gerningsmænd.

I den forbindelse hører politiet meget gerne fra vidner til overfaldet. Oplysninger kan gives på tlf. 114. 

**

 

Falsk håndværker stjal fra ældre kvinde

En 88-årig kvinde blev onsdag morgen narret af en mand, der under påskud af at være håndværker skaffede sig adgang til kvindens hjem i Langå og stjal hendes pung. 

Manden ringede på kvindens dør omkring kl. 7.15 og fortalte, at han var kommet for at aflæse en vandmåler. Den 88-årige lukkede ham ind, og manden bad kvinden stå i køkkenet, hvor hun skulle trykke på en kontakt, mens ”håndværkeren” gik ind i soveværelset. 

Kort tid efter gik manden ud af lejligheden, og kvinden opdagede bagefter, at hendes pung med nogle hundrede kroner og dankort i var væk. 

Der har de seneste dage været flere lignende tricktyverier, og Østjyllands Politi har en formodning om, hvem der står bag. Det er dog desværre ikke lykkedes at finde ham endnu.  

**

 

Vidner søges: Gerningsmænd brød ned gennem tag

Flere alarmer gik i gang da ukendte gerningsmænd natten til torsdag kl. 2.46 brød ned gennem taget på Center Syd på Kirketorvet i Tranbjerg. Her havde de forsøgt at skaffe sig adgang til en hæveautomat, hvilket dog mislykkedes. 

Da politiet ankom, var gerningsmændene væk, men betjentene sikrede flere spor fra stedet, og et vidne forklarede, at hun havde set to mænd stå oppe på taget. 

Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og hører gerne fra vidner, som har noget i forbindelse med indbruddet i Tranbjerg. Oplysninger kan gives via tlf. 114. 

**

Anholdt efter hærværk på letbanestation

Natten til torsdag kl. 00.52 blev politiet tilkaldt, da flere vidner havde set en ung mand ødelægge to infostandere på letbanestationen på Vestre Strandallé i Risskov med en stor sten. Da patruljen ankom til stationen, udpegede vidnerne en 20-årig mand, som sad i letbanen, og ham nåede betjentene lige at få fat i, inden toget kørte. 

Han blev anholdt og sigtet for hærværk. Den 20-årige havde også en taske på sig, som han havde taget fra en 16-årig dreng, som kortvarigt havde sat den fra sig på stationen. Det kostede en sigtelse for tyveri oven i hærværkssigtelsen. 

Den 20-årige forklarede, at han var fuld og derfor ikke kunne huske, at han skulle have ødelagt eller stjålet noget.  

**

 

Brand i affaldscontainer

Politi og brandvæsen blev natten til torsdag kl. 2.19 kaldt til en brand i en affaldscontainer på Gårdagervej i Åbyhøj. Ilden havde bredt sig til et mindre skur, som containeren stod i, og der opstod også brandskader på en nærliggende bygning. Ingen personer kom til skade ved branden, som brandvæsnet hurtigt fik slukket. 

Brandårsagen er endnu ukendt, men Østjyllands Politi formoder, at den er påsat og hører gerne fra evt. vidner, som har set nogle mistænkelige personer omkring gerningsstedet natten til torsdag. 

**

 

Sprængfarligt kemikalie fjernet

Østjyllands Politi fik onsdag eftermiddag hjælp af EOD (ammunitionsrydningstjenesten) til at fjerne et sprængfarligt kemikalie, som blev fundet i indtørret form i et kontor på Kalø Hovedgård ved Rønde. 

De personer, der var i bygningen, blev evakueret, og stoffet blev fjernet uden problemer. 

Som altid, når der skal fjernes sprængfarlige genstande, blev både ambulance og brandvæsen også tilkaldt, men alt foregik fredeligt uden brug for deres hjælp. 

**

 

Politihund fandt narko skjult i bil

En patrulje fra Østjyllands Politi standsede onsdag kl. 13.24 en bil med tre unge mænd på Vester Allé i Aarhus, og da det lugtede kraftigt af hash fra bilen, besluttede betjentene sig for at undersøge bilen nærmere. En narkohund blev tilkaldt, og den snusede sig frem til noget hash gemt under førersædet og en del salgsposer med hash og skunk, som var gemt bag et panel i bilen. 

De tre mænd, der er hhv. 17, 17 og 20 år, blev alle anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

 

Mand gik rundt med blottede kønsdele

En 43-årig kvinde anmeldte onsdag, at hun omkring kl. 11.30 havde set en mand blotte sig på en sti ved Harevænget i Hammel. Kvinden kom løbende på stien, da hun så en mand komme gående med bukserne lynet op og sit lem fremme. 

Han rørte ikke ved sine kønsdele, og kvinden skyndte sig at løbe videre, hvorefter hun ringede til politiet. 

Kvinden har givet følgende signalement af manden: 

Dansk af udseende, lys hud
Ca. 35-45 år
Ca. 180-185 cm høj, 
Kort, sort hår
Havde en langsom gang og så hærget ud
Iført lyseblå trøje med hvid T-shirt under samt lyseblå jeans

**

 

Kvinde udsat for tyveri

En 73-årig kvinde anmeldte onsdag, at hun kl. 11.30 var blevet bestjålet på Torvegade i Hammel, efter hun havde været i Brugsen og handle med sin mand. 

Da parret var på vej hjem, blev de kontaktet af en mand, som med fagter og kropssprog pegede på en avis, han havde i hånden, og virkede som om, han ville have deres hjælp til noget. 

Da den fremmede mand var gået, opdagede den 73-årige kvinde, at hendes pung, der indeholdt nogle få tusinde kroner, var stjålet fra hendes rollator. 

Den mystiske mand beskrives som: 

Mellemøstlig af udseende, brun hud
Ca. 25-30 år
Sort hår
Iført mørke bukser og mørk vest

**

 

Specialpatrulje fandt skunk, hash og amfetamin 

Østjyllands Politis specialpatrulje besøgte onsdag kl. 20.30 en adresse i Gjerlev, hvor de havde fået et tip om, at der skulle være ulovlige stoffer. Betjentene fandt da også både hash, skunk og amfetamin i mindre mængder, og den 19-årige beboer i lejligheden blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Den 19-årige havde besøg af en 20-årig ven, som havde lidt hash på sig, og det gav også en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 8.17 skete der et færdselsuheld i krydset Paludan Müllers Vej/Gustav Wieds Vej i Aarhus C. En 53-årig mand kørte op bag i en bil ført af en 30-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 53-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

Onsdag kl. 9.45 skete der et færdselsuheld i krydset Oddervej/Moesgaard Allé i Højbjerg. En 76-årig mandlig bilist foretog et venstresving ind foran en bil ført af en 53-årig mand, som ikke kunne nå at undgå sammenstødet. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til. Den 76-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Onsdag kl. 11.26 blev en 47-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vestergade i Ryomgård. I bilen fandt betjentene noget hash og skunk og en lommelygte, der var omdannet til et slagvåben. Han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven. 

Onsdag kl. 14.45 skete der et færdselsuheld på Hobrovej i Randers C. En 26-årig kvindelig bilist overså en 70-årig mand, som kom gående over vejen og ramte ind i ham med lav fart. Den 70-årige blev kørt til tjek på skadestuen, men kom ikke alvorligt til skade. Den 26-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Onsdag kl. 15.08 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Randers SØ. En 39-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 28-årig kvinde, som blev skubbet videre op i en bil med en 18-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 39-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

Onsdag kl. 17.22 blev en 43-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, efter han var blevet standset af en patrulje på Århusvej i Randers SV, hvor han kørte over for rødt. 

Onsdag kl. 19.42 blev 53-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, efter han var kørt op bag en bil i krydset Fiskerivej/Hjortholmsvej i Aarhus C. Føreren af den bil, der blev påkørt, var en 66-årig kvinde, som umiddelbart ikke kom noget til. Den 53-årig blev også sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

Onsdag kl. 20.15 blev en 36-årig mand standset af en patrulje, der så ham lave et ulovligt venstresving ad Sønder Allé i Aarhus. Da betjentene bad den 36-årige om at identificere sig, udgav han sig først for at være sin bror, men det blev opdaget af patruljen, der sigtede ham for at opgive falsk navn. Derudover blev han sigtet for at køre uden førerret, da han er frakendt kørekortet, og han bilnøgler blev taget fra ham. 

Onsdag kl. 23.14 skete der et færdselsuheld på Tulipvej tæt på motorvejsafkørslen ved Sønder Borup i Randers SØ. En 48-årig mand drejede fra ad motorvejsrampen og ramte ind i siden på en bil ført af en 66-årig mand. Den 66-åriges bil blev skubbet over i et autoværn, men han slap umiddelbart fra uheldet uden skader. Den 48-årige blev sigtet for at køre over for rødt. 

Natten til torsdag kl. 00.05 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gudrunsvej i Brabrand. 

Natten til torsdag kl. 2.31 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej ved Hinnerup. En 42-årig kvindelig bilist forsøgte at undvige et dyr, der sprang ud på vejen, hvorefter hun kørte ind i to træer. Hun kom umiddelbart ikke til skade ved uheldet. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Markedsgade i Langå begået onsdag d. 10/6 mellem kl. 7.00 og kl. 8.00



Kilde: Østjyllands Politi