Hvor længe har du boet i Hinnerup? Hvad bragte dig til Hinnerup?
“Siden 2002. Efter at have boet mange år i særligt Odense og i udlandet flyttede vi til Hinnerup i forbindelse med et nyt job, jeg fik i Aarhus.”
Fortæl lidt om dig selv og din hverdag - job, interesser eller familie?
“Siden 2002 har jeg boet med familien på Rønvangen. To ud af fire børn er flyttet hjemmefra, og jeg købte manden ud af huset i 2017 efter skilsmisse. Huset var trangt i de år, hvor familien voksede. Jeg bor dejligt tæt på åen og på stikvej med kun lidt bilkørsel og ro. I alle årene siden vi flyttede til Hinnerup har jeg forsket og uddannet fagpersonale i demens. De seneste år har jeg særligt været optaget af forebyggelse af demenssygdom. Penge fra TrygFonden muliggjorde, at vi netop har kunnet gennemføre et projekt i netop Favrskov (og 3 andre) kommuner.”
Hvad elsker du mest ved Hinnerup? Hvad holder dig her?
“Hinnerup ligger i en fin afstand til Aarhus, kun 12 km fra mit arbejde i Skejby og byder på flot natur og dejlige mennesker. Indkøbsmulighederne er i top. Jeg har en følelse af at have lyst til at bo her mange år frem. Jeg og min hund nyder rigtig godt af, at Hinnerup har en fin hundeskov. Det er guld værd.”
Hvad er en ting, de færreste ved om dig?
“Jeg har Hinnerups flotteste japanske kirsebærtræ. Herudover er jeg stolt af have indført en metode i Danmark, der i dag er implementeret i mange kommuner, som hjælper mennesker med demens med at styrke deres mentale evner”
Hvilken lokal person vil du gerne sige tak til?
“Jeg synes, at Claus Hvass gennem årene har gjort rigtig meget for Hinnerup. Det skal han have stor tak for. Video-Ole, som beklageligvis er død, skal også have tak for så vedholdende at opretholde sin videobutik gennem så mange år. Han var hjælpsom og rar, og det er synd han ikke er her mere.”