Torsdag den 8. oktober 2026 kl. 12.00-17.00 afholdes Sindets Dag i Kulturhuset Sløjfen i Hadsten. Arrangementet sætter fokus på psykisk sårbarhed og mental trivsel og henvender sig til alle interesserede.
Fra kl. 12.00 til 17.00 vil der være åbne stande, hvor lokale organisationer står klar til at give inspiration, hjælp, rådgivning og vejledning om de mange tilbud inden for mental sundhed, psykisk sårbarhed og fællesskab. Her kan deltagerne få en snak med fagfolk og høre mere om de forskellige muligheder i lokalområdet.
Kl. 13.15 åbnes dagen officielt, hvor socialchef Jørn Nielsen byder velkommen. Herefter fortsætter programmet kl. 13.30-14.30 med et oplæg af Mads Marius. Han byder på et anderledes foredrag uden slideshow, hvor han tager publikum med på det, han selv beskriver som en tur i en rutsjebane – fyldt med fart, spænding og nerve. Oplægget sætter blandt andet fokus på, hvordan man kan styrke sit selvværd, hvad man kan gøre i svære perioder både med og uden en diagnose, hvordan man kan spørge om hjælp uden at føle sig til besvær, hans egne erfaringer med hjertesygdom, Tourettes og ADHD – samt hvordan man finder humoren i svære situationer.
Fra kl. 15.00 til 16.30 holder Maria Månson oplæg, hvor hun deler personlige erfaringer og sætter ord på de følelser, dilemmaer og belastninger, som ofte følger med rollen som pårørende.
Dagen afrundes kl. 17.00 med tak for i dag. Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.
https://favrskov.dk/nyheder/favrskov-kommune-inviterer-til-markering-af-sindets-dag-2026