I efteråret besøger flere store, danske forfattere Favrskov bibliotekerne. Forfatterne er Guldager, Marstrand-Jørgensen og Romer.
Katrine Marie Guldager er pt. aktuel med den autofiktive roman ”Det samme og noget helt andet”. Den 9. september vil hun fortælle om romanen i Hadsten fortælle om noget, mange danskere oplever: At blive fremmed i sin egen familie.
I Guldagers privatliv giver farens død anledning til en masse konflikter i familien. Magtkampe, mistillid og usunde forhold til hinanden bliver dominerende i familiens relationer.
Årets vinder af DR Romanprisen Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan man møde d. 4. november i Hammel. Marstrand-Jørgensen vandt prisen for romanen ”Margrete I”, som er en historisk fortælling og et portræt af en af middelalderens mest magtfulde personer. En kvinde, der gjorde op med normerne for kvindeliv i sin samtid og blev dronning af Danmark, Norge og Sverige.
Knud Romer debuterede i 2006 med ”Den som blinker er bange for døden”. 12 år senere udkom romanen ”Kort over Paradis”. Begge romaner bygger på forfatterens egen historie, hvor hjemstavnen Falster spiller en betydningsfuld rolle i bogen.
Det er interessen for at lære egnen og dens historie meget bedre at kende, som baner vejen i fortællingen. Hjemstavnen har været med til at danne ham som menneske. Derudover er desillusionen som et moderne vilkår et gennemgående tema i Romers romaner.
Knud Romer kan opleves i Hinnerup d. 1. december.
Grundet corona-pandemien har der været mange aflysninger, og derfor glæder Favrskov Biblioteker og Kulturhuse sig særligt meget til igen at kunne byde borgerne indenfor til koncerter og foredrag.
Man kan løbende finde mere information om hvad der er i vente på bibliotekernes hjemmeside. Det trykte efterårsprogram vil blive udgivet efter sommerferien, og man kan godt glæde sig.